Vejrguderne er med Neqi A/S

Årets slagtning i Neqi er netop overstået, og det er dermed tid til at gøre status.

Som det ses (se tabellen nedenfor) har Neqi slagtet færre dyr i alle 4 kategorier, men er endt på større mængder. Dette skyldes forskellige faktorer. Den store stigning i gennemsnitsvægten for kvæg kan f.eks. skyldes mikset imellem Galloway og Dexter-racerne.

For alle dyr gælder det også at den våde sommer man har haft i Sydgrønland har givet gode vækstbetingelser for den vegetation som dyrene lever af når de går frit rundt i fjeldene. Det organiserede avlsarbejde hos de sydgrønlandske fåreholdere og landbrugskonsulenterne har selvfølgelig også en indvirkning ligesom en investering i nyt maskineri til aftrækning af lammeskind hos Neqi også kan have indvirket positivt.

- Og når vi nu roser den våde sommer, må jeg også rose det gode efterårsvejr. De første 2-3 slagtedage midt i september bød på en lille smule gråvejr, men ellers har solen stået flot over Narsaq i hele slagteperioden. Dagen efter det sidste dyr var slagtet, kom det så ’rigtige’ efterårsvejr med regn og blæst, fortæller Ole Vestergaard, direktør i Neqi A/S. Han fortsætter:

- Hvis det regner i slagteperioden, bliver dyrenes pels beskidt, hvilket kan smitte af på kødet, og så beder dyrlægerne os om at skære et stykke kød væk omkring det beskidte område, så det giver både ekstra arbejde og et spild af ellers fint lammekød. Blæsevejr har tidligere år forsinket vores indtogtningsskib, så vi kunne stå med 70-80 slagtere der var klar, men ingen mulighed for at få transporteret lam fra fåreholderstederne ind til Narsaq. Også dette har vi været forskånet for i år, siger Ole Vestergaard.
Alt i alt må årets slagtesæson siges at være forløbet ganske tilfredsstillende.

Antal og mængder ift. sidste år ses af denne tabel:

neqi-2021-11-450px-01.jpg

 

KNI A/S • J.M. Jensenip Aqq. 2 • 3911 Sisimiut
T +299 86 24 44 • E info@kni.gl