3.000 ud af Grønlands 23.000 husstande
følger nu KNI Pisisa.gl

KNIs e-handelsvirksomhed Pisisa.gl har fået god kontakt med kunderne med knap 14 procent af alle hussstande i Grønland som abonnenter på nyhedsbrev. ”Grønland kan inden længe blive blandt de lande, der er længst fremme med køb af non-food varer på internettet,” siger drift- og teamleder Ajaaja Bech Jørgensen. Møbler, spil og mobiltelefoner topper på Top-5.

Grønland er ved at tage internethandel til sig. Det konkluderer KNI Pisisa.gls drift- og teamleder Ajaaja Bech Jørgensen på basis af en ny opgørelse, hvorefter e-handelsvirksomheden nu har løbende kontakt med over 3.000 af Grønlands 23.000 husstande. KNI etablerede Pisisa.gl sidste år for at sikre kunder over hele landet valget mellem mere end 20.000 varer og grønlandsk kundeservice. Det har været en succes. Fordelen ved at være tilmeldt Pisisa.gl er, at man løbende får besked om nyheder og særlige tilbud.

”Grønland kan inden længe blive blandt de lande, der er længst fremme med handel med non-food varer på internettet. I eksempelvis Danmark har 72 procent af alle i alderen 16-89 år eller knap 59 procent af alle handlet på nettet inden for det sidste år. Alt tyder på, at med Grønlands større geografiske udstrækning og logistiske udfordringer kan bringe det videre. Ud fra tallene fra Danmarks Statistik svarer det til, at knap 34.000 ud af de godt 57.000 indbyggere i Grønland vil handle på internettet,” siger Ajaaja Bech Jørgensen.

Nyt koncept giver større udbud

Indtil sidste år blev en stor del af non-food varerne handlet gennem Pilersuisoqs 65 butikker og udenfor serviceområdet i specialbutikker. Med etableringen af Pisisa.gl er der åbnet for langt flere slags varer, som nu fragtes direkte fra leverandør eller producent til køber.

”Det sparer os for dyre lageromkostninger og giver ofte kunderne lavere priser, mere at vælge mellem og nogle gange hurtigere levering. For KNI Pilersuisoqs lagre på kysten betyder det, at de nu får mere lagerplads til fødevarer,” siger Ajaaja Bech Jørgensen.

Pilersuisoq lagrene skal mindskes.

“Vi har opgraderet vores it-system, så vi kan sende pakker internt i Grønland. Og har fået godt 1.000 varer overført til Pisisa.gl til utroligt gode priser. Derudover har vi suppleret med de eftertragtede Canadian Goose jakker og spændende artikler til kvinder.”

Top-5 over mest solgte varer

Pisisa.gl har lavet en opgørelse over de fem mest solgte varer (ud fra omsætning):

  1. Sofaer
  2. Computerspil
  3. Stole og borde
  4. Reoler og kommoder
  5. Mobiltelefoner

KNI A/S • J.M. Jensenip Aqq. 2 • 3911 Sisimiut
T +299 86 24 44 • E info@kni.gl