“Jeg kommer fra blyants-alderen”.
Den 5. april 1967, da jeg var 14 år, ansatte udstedsbestyreren i Kangersuatsiaq mig på prøve i KGH’s butik. 5 dage efter var jeg fastansat butiksmedhjælper – nu er der gået 56 år og jeg er stadig fastansat i KNI. Og jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har haft lyst til at arbejde for et andet selskab.
Butikken i Kangersuatsiaq var ikke en selvbetjeningsbutik, men en klassisk gammeldags købmandsbutik, hvor der duftede af alle vores varer. Kaffe, figner, tobak, træ og tovværk – det var en dejlig duft. Vi havde en købmandsdisk som kunderne gik hen til og så fandt vi varerne frem til dem. Det var også her vi købte deres sælskind. Og det hele blev sirligt skrevet ned med blyant. Det er derfor jeg plejer at sige: Jeg kommer ikke fra stenalderen – jeg kommer fra blyantsalderen.
Min mor og far var et fangerægtepar, som de fleste jo var i bygden dengang. Der var meget arbejde, og derfor lærte mine brødre og jeg tidligt at have pligter. Jeg har nok været 6 – 7 år da jeg begyndte at hente vand og kul. Det var ikke svært, men det var vigtigt og det var tungt. Man kan vel sige, at mine forældre lærte mig om ansvar ved at give mig pligter. Det var en god ting.
Jeg har altid haft en stor arbejdsglæde og arbejdslyst, og det er en stor styrke, for jeg kan godt lide at tage ansvar og at gøre en forskel. Det lærte mine forældre mig, men jeg lærte det også af min første chef, Udstedsbestyrer Ole Nielsen. Han var et arbejdsom, godt og roligt menneske – et godt forbillede. Han sagde: Du skal bare se hvordan vi gør, og så spørge hvis der er noget, du ikke forstår. Det kan man måske synes er mærkeligt i dag, men det var en god og enkel måle at lære mig at tage ansvar for mine arbejdsopgaver. Og det virkede, for efter to år begyndte jeg at uddanne mig indenfor handel og produktion i KGH.
Som 22-årig flyttede min kone og jeg med vores første barn til Kullorsuaq, hvor jeg skulle erstatte kontorassistenten, som skulle flytte til Alluitsup Paa. Efter 2 år blev jeg ansat som handelsforvalter. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet over, at jeg nu havde ansvaret for at sikre dagligvarer til 180 mennesker i en bygd, der ikke havde skib 9 måneder om året. Det var også et kæmpe ansvar for en ung mand, men det fik mig til at indse at en meget vigtig ting. For at blive en god købmand skal du være dygtig til at sikre forsyninger. Sikre der er nok af de rigtige varer, og sikre at de kommer frem i tide.
Jeg besluttede mig derfor for at lave mit eget varestyringssystem baseret på forbrugstal. Først på fødevarer men kort efter også på nonfood. Det er en selvfølgelighed i dag, men det var det bestemt ikke dengang i 1976. Da jeg på årsmødet i Upernavik præsenterede mit system med at anvende forbrugstal som udgangspunkt for næste års bestillinger, synes de fleste af mine kollegaer, at det var alt for meget arbejde, og ikke nødvendigt. Få år senere gjorde alle det alligevel, da man indførte metoden som en fast del i undervisningen, når man oplærte medarbejdere fra bygderne, og man kaldte mig for sjov forbrugstallenes far. Det var også lidt sjovt – men det var også lidt rigtigt.
Jeg har haft mange forskellige arbejds- og ansvarsområder i KNI gennem årene, som jeg kigger tilbage på med stolthed og glæde. Jeg sad bl.a. i den første KNI bestyrelse, valgt af min kollegaer – det var en spændende opgave. I de sidste 9 år har jeg arbejdet med varelogistik og er ansat som varecontroller.
Mit arbejde har altid været meget vigtigt for mig, men det har min fritid også været. Jeg synes, ret hurtigt at jeg fandt en god balance mellem de to: Man skal være pligtopfyldende og grundig i sit arbejde, for så er det også nemmere at holde fri med god samvittighed – og så bliver det let at være til stede og nyde samværet med familie og venner.
