KNI moderselskabs årsregnskab for 2024/2025 viser et samlet underskud før skat på 75 mio. kr. Dette resultat er utilfredsstillende og afspejler et år præget af store forandringer i samfundet, herunder urbanisering, ny infrastruktur og ændrede lovgivningsmæssige rammer, som har haft betydelig indflydelse på især varedivisionens økonomi.
”Selvom KNI har arbejdet hårdt på at opretholde den rette balance mellem vores servicekontrakt og en sund økonomi, så viser resultatet med al tydelighed, at det ikke har været nok til at dæmme op for de betydelige negative konsekvenser strukturforandringerne i samfundet har haft for KNI i 2024/25. Der er behov for en fundamental gentænkning af, hvordan byer, bygder og yderområder skal serviceres – det er vigtige overvejelser vi skal gøre os internt og med Selvstyret”, siger adm. direktør Jeppe Jensen, KNI.
Varedivisionen: Markant påvirket af strukturelle ændringer
Varedivisionen leverer et underskud på 92 mio. kr. En betydelig andel af underskuddet skyldes nedskrivninger i varedivisionens anlægsmasse som påvirker resultatet negativt med 67 mio. kr.
Forretningens rammebetingelser er blevet forværret væsentligt i årenes løb. Dels på baggrund af den nye emballagebekendtgørelse, som alene har medført en omsætningsnedgang på flere hundrede mio. kr., og dertil kommer ændringer i landets infrastruktur, tabt indtjening fra duty- free salg og ikke mindst den fortsatte urbanisering, som har haft stor betydning for resultatet.
Energidivisionen: Positivt resultat under pres
Energidivisionen bidrager med et overskud på 16 mio. kr., hvilket dog er væsentligt lavere end foregående år. Det lavere resultat skyldes udfasning af tidligere prissikringer og beslutningen om at holde forbrugerpriserne stabile. Samtidig er der foretaget betydelige investeringer i tankanlæg og forsyningssikkerhed, som understøtter nye infrastrukturbehov.
Resultatet for energidivisionen er markant lavere end tidligere år, idet KNI efter aftale med Naalakkersuisut, bevidst har valgt at gennemføre prisdæmpende tiltag til gavn for forbrugerne – en beslutning, der samlet har reduceret priserne med omkring 120 mio. kr. i 2024/25. Heraf udgør ca. 70 mio. kr. til prisdæmpende tiltag, finansieret af tidligere års overskud, mens ændringer i servicekontrakten med Selvstyret har reduceret overskudsmålet med yderligere 50 mio. kr. Disse tiltag har samlet set været med til at mindske KNIs driftsresultat med et tilsvarende beløb.
Nødvendige tilpasninger og strategiske tiltag
For at imødekomme de strukturelle forandringer i samfundet har KNI igangsat en række nødvendige tilpasninger og strategiske initiativer.
Administrerende direktør Jeppe Jensen udtaler:
“Vi står i en situation, hvor tidligere tiders overskud i energidivisionen er brugt op på prisdæmpende tiltag i det forgange år. Derfor har vi i foråret justeret priserne for at sikre den nødvendige indtjening. Samtidig tilpasser vi i varedivisionen og arbejder målrettet på at udvikle et økonomisk bæredygtigt forretningskoncept, der tager højde for både den demografiske udvikling og nye rammer for infrastrukturen. Med en række strategiske tiltag og effektiviseringer forventer vi i 2025/26 at levere et positivt resultat på 50 mio. kr., som vil danne grundlaget for fremtidige investeringer i hele koncernen.”
Læs årsrapport 2024-2025 her.